I begyndelsen var der en drøm, måske?
Lys og tid. Følelsen af at være midt imellem to forestillingsverdener. En forestilling af trygheden i at holde mors hånd, og en følelse af et tvivlsomt greb, om den øverste gren i udsigtstræet.
Måske var det en drøm? Det var lidt som at blinke med øjnene, det ene øjeblik er alting lyserødt, det næste øjeblik er der også billeder. Den helt særlige lyserøde farve, som du ser gennem dine øjenlåg, når der er lyst omkring dig.
Slørede billeder af mor og far, der kikker kærligt ned på dig. Og kage? Et hav af kage, som du flyder rundt på. Roligt og trygt fylder kage hele billedet. Måske var det en drøm? En dejlig drøm, et eventyr? Du ved ikke hvad du tænker? Om du havde spist for meget kage eller du sov og drømte om kage.
Det var som havde du været her før, minder eller genkendelse, du forstod det ikke.
Du er i en hule, nej det er udsigten over en uendelig savanne, der er kage. Det er som du ser det hele gennem et rundt vindue. Det er lidt forvirrende, måske er der en stor bamse, ved vinduet.
Der er et bord af sten, på bordet er der kage og et rundt lys. Lyset er varmt og klart, som et stearinlys. Der er ikke væge i og det er ikke tændt, men det lyser?
Bamsen åbner vinduet, og det er som du står på savannen, og kan mærke det tørre græs under fødderne. Det føles som nogen smiler, du føler dig velkommen og ængstelig på en gang. Du tænker på noget far har sagt, om altid at sige pænt goddag, da du hæver blikket fra fødderne og kikker rundt.
Længst ud i horisonten til venstre, går en lille skikkelse. Han er langt væk, men står knivskarpt, som var han tættere på. Han har en kappe, der bølger i vinden og næsten når jorden. På hovedet har han en flot hjelm, der skinner i solen, men uden at blænde. Om livet et utroligt bredt bælte, det går fra hoften til op under brystet. I bæltet er der et flot sværd. Han smiler forsigtigt, og nikker stille til dig.
Lidt foran dig løber et næsehorn, frem og tilbage. Næsehornet er kæmpestor og har et stort flot horn. Rundt om maven har den noget der ligner en bandana. Den ser ikke farlig ud, men den er meget stor. På en måde føler du dig tryg ved den, ja du kommer til at smile når du ser på den. Det er et utroligt fjollet næsehorn. Den stopper op kikker på dig, snuser lidt i luften og snupper en tot græs. Så løber den igen, utrolig hurtig, snubler over en tue og slår en fornem kolbøtte.
Den sætter sig på enden, ryster godmodigt på hovedet, kikker på sin hale og løber videre. Du griner, næsehornet løber frem og tilbage, mens den grynter en lille melodi.
På din højre side er der nogle store kraftige træer. Der er ikke mange blade på, til gengæld er de store og nærmest firkantede. Barken på træerne er orange. Næsten samme farve som pelsen på de små smidige kattedyr, der springer fra gren til gren.
Du går nærmere, som draget af de orange træer og katte. Kattene holder nysgerrigt øje med dig. Følger dig med øjnene, mens de kravler højere op i træerne. Da du kommer nærmere, er træerne slet ikke så store. Det er som træerne bliver mindre og kattene større, jo nærmere du kommer.
En pludselig indskydelse, og du stopper op og råber til kattene: ”er I farlige?”
Kattene kigger alle som en på dig, og spørger tilbage: ”er du farlig?”
”Nej!” siger du og går lidt tættere på.
”Stop der, hvad vil du?” spørger en kæmpestor kat, der er sprunget ned fra træet.
“Jeg er bare nysgerrig. Jeg synes det var nogle flotte træer, og vilde farver. Jeg vil jer intet ondt, bare kikke.”
“Hvor er jeg egentlig henne?” Du er lidt forvirret. “Er dette bare en drøm?” Spørger du højt, mest henvendt til dig selv, mens du kniber dig armen. Du mærker det gør ondt, og spørger igen, nu henvendt til kattene:
“Ved I hvor Jeg er henne, og hvorfor er i pludselig så store?”
Katten siger: ”Store? Det er dig der er stor! Jo nærmere du kom jo større blev du.”
”Det var den samme oplevelse jeg havde?” Udbryder du og tager et skridt nærmere. Du kigger på katten. Katten kigger på dig. Du kigger ned på dens poter. Du kan også se dine egne fødder. Begge dele er store. Så store som dine fødder nu plejer at være.
“Hej. Jeg hedder Mudditjavsen” siger du, og tænker ikke rigtig over hvorfor du siger det?
“Jeg hedder Gul” siger katten. Og forsætter.
“Du er ved de Orange træer, på kanten af Den Store Skov. Vi er de orange katte, de Orange træer er vores hjem.”
“Hvem er du, hvor kommer du fra, og hvordan taler du vores sprog?” Spørger katten Gul tøvende.
“Taler jeres sprog? Jeg taler dansk. Du er en kat og jeg er et menneske, hvordan kan vi forstå hinanden?” Du er pludselig overrasket og forvirret over kattens og dine egne spørgsmål.
“Ja, det kan jeg ikke svare på?” Siger katten Gul, der ser meget overrasket ud, og nærmest forvirret, på samme måde som du.
Det må være et spørgsmål for Murmelmor i Den Store Skov!” Siger Gul, med et blik mod skoven.
“Murmelmor? Hvem er Murmelmor?” Spørger du, og føler dig overrumplet og lidt genert.
“Murmelmor er hende, der har svar på alting.” Siger katten Gul og smiler.
”GRRR”, det lyder som Gul knurrer?
Han ser ikke det mindste sur ud, tværtimod, det ser mere ud som Gul smiler. Mens han smiler fortsætter han med knurre lyde, samtidig med han peger mod skoven og nikker til de andre katte.
Pludselig er det som du er hjemme i din egen have, haven er inde i en hule. Flagstangen står hvor den altid plejer at stå. Det er lidt forvirrende, der er ingen katte og det regner vist lidt. Du åbner øjnene og ser mor og far. Du ligger i din lille seng, og mor tager dig op.
“Mor, hvor er katten?” Spørger du, og kikker over på far, der smiler.
“Kattene er ude og undersøge haven.” Svarer mor. “Nu skal vi ud at have morgenmad, du må være sulten, du nåede slet ikke at få aftensmad i går!”
“Du havde løbet og leget så meget nede i baghaven, at du var faldet i søvn ved flagstangen.” Siger far, og smiler til dig. “Jeg kunne tage dine sko og dit tøj af, uden du vågnede, så jeg puttede dig i din seng. Godmorgen skat”