Efter morgenmaden var du stadig et stor spørgsmål, var det en drøm? Hvem er Mudditjavsen, du har en følelse af du kender drengen, eller været det samme sted som ham.
Det sidste du huskede var, flagstangen var inde i en hule, eller måske var flagstangen i haven? Der var noget med den flagstang, og en hule? Det står uskarp, men forsvinder ikke på samme måde som en drøm ofte gør. Du talte med en kat, det føles virkelig, og samtidig uvirkeligt?
Far have fundet dig sovende ved flagstangen, så hvad var drøm, og hvad var virkelighed?
Din rygsæk ligger smidt på gulvet, der står to stykker kage på bordet.
Du går ind på dit værelse, tager din dolk i skuffen og regnfrakken på knagen. Du huskede også noget med regn?
Du har sat dig for at undersøge, hvad der er med den drøm, flagstangen, katten og om der er noget i haven du endnu ikke har opdaget?
Du pakker dolk og regnfrakke i rygsækken.
”far, må jeg tage kagen med på tur, jeg skal på en vigtig ekspedition i baghaven?”
”Hvis du vil på eventyr skal du have rigtig mad med!” Siger far og smører en klapsammen med leverpostej og agurk. Maden kommer i den blå madkasse med næsehornet på, sammen med kagerne.
”Lidt dessert og en flaske vand kan også være godt.” Siger far, med et smil, og giver dig et kram.
”Hav en god tur, du skal være hjemme så du kan hjælpe med aftensmaden, mor kommer sent hjem i dag.” Råber far efter dig, da du er på vej ud ad døren.
”Husk ikke at lægge dig til at sove i haven, det kan blive regnvejr?” Griner far, inden du er rundt om hjørnet.
Du løber ned til flagstangen, der står jeres ene kat, hvæsser kløer og strækker sig op af flagstangen. Du kikker på den, og tænker på om det var jeres katte du havde drømt om? Katten kikker på dig, og ser lige så eftertænksom ud.
Du går et skridt nærmere men stopper. Det er som katten fastholder dit blik. Der er noget i blikket du genkender, er det katten i drømmen? Nej, det er det ikke. Det er noget andet. Det er som jeres kat ikke er der, dens blik er tom. Alligevel kikker du ind i øjnene, og føler dig fanget af et blik du kender. Et øjeblik som ikke er der og du ikke ved hvem er?
Du tænker på katten i drømmen. ”Du må spørge Murmelmor” havde katten sagt? Katten hed Gul, det føles så virkelig, mere virkelig end en drøm?
Du vågnede forvirret i din egen seng, ingen kat, ingen savanne, ingen orange træer?
I det øjeblik, du tænker på katten Gul, vender katten om og går. Du står alene ved flagstangen, med en følelse af du skal gå efter katten.
Du følger efter katten. Den går om bag et træ, bagerst i haven. Du følger efter. Der står katten, bag træet, som om den venter på dig. Den kravler under en busk, du kravler efter. Der er en sten, du kan ikke se katten. Du går rundt om stenen, først den ene vej, så den anden vej. Katten er der ikke.
”Miaw”, du kikker ned. I et hul under stenen ser du kattens hoved. Du lægger dig på knæ for at se nærmere på katten i hullet. Måske sidder den fast, og har brug for hjælp.
Du læner dig frem, kalder venligt på katten og fører langsomt hænderne ind i hullet under stenen. Hullet virker snæver og lille, og det er kun med besvær, at du kan få armene ind og røre katten. Katten rykker længere tilbage i hullet, du rækker roligt efter. Med et er det som du mister balancen, hurtigt og helt uventet falder du forover.
Du lander på alle fire i hullet, der virker meget større end for et øjeblik siden?
Der er halvmørkt, det ser ud til du er i et hulrum. Til højre åbner det sig op til en stor og rummelig hule, med højt til loftet og stejle vægge af rå sten. I hulen er der en underlig lys atmosfære, du rejser dig op og går nærmere. Hulens gulv er dækket af blødt mos og småsten, som knaser under fødderne.
Selvom der er sparsomt med lys, er det alligevel muligt at se rundt i hulen. Lyset i hulen er meget specielt og kommer tilsyneladende fra alle retninger, men der er ingen synlige lyskilder, blot en underfundig glød.
”Hvor er jeg henne?” tænker du og kikker efter katten. I et hjørne er der en brønd, ikke større end en stor spand. Katten står og drikker af vandet. Du går hen til katten. Vandet i brønden står højt, spejlblankt og klart så du kan se dybt ned gennem vandet.
Du bukker dig ned for at ae katten, det er som katten er sig selv igen. Den spinder og går kælent rundt om dine ben, inden den løber tilbage til hvor I kom fra. Væk er den.
Du kikker rundt, i det modsatte hjørne er der et klippefremspring og et hul i gulvet.
Midt på gulvet står et bord med stole omkring. Møblerne er solide og lavet af sten. Der er en stor trone-lignende stol, også lavet af sten, der står op af væggen bagerst i hulen.
I stolen sidder en skikkelse og kigger på dig.
Skikkelsen er stor og skræmmende at se på, med sit lange skæg og de skæve hug tænder. Da han rejser sig op, ser han endnu større og mere skræmmende ud. Han ligner mest af alt en trold, fra en eventyrbog. Pels fra top til tå, og meget store hænder og meget store fødder. Han er iført noget der ligner cowboyshorts og seler, og har store venlige øjne.
”Goddag Mudditjavsen!” – ”Så kom du tilbage!” Siger trolden med en dyb stemme.
”Er jeg Mudditjavsen?” Spørger du tøvende, overrasket og nervøs.
Du forsætter nu en smule ængstelig: ”Hvem er du?” Du kikker på hans store behårede krop.
”Jeg er Trolden. Jeg er ”slusevogteren”, der vil altid være en vogter af ”Verdensalt-sluserne!” – ”Og ja, du er Mudditjavsen, der vil altid være en Mudditjavsen! Der har været Mudditjavsen før dig, og der vil komme flere!”
”Har jeg været her før? Jeg føler der er noget bekendt ved hulen, som en drøm?”
”Ja. Halvvejs. Og nej?” Siger trolden gådefuldt, og forsætter: ”Ja, Mudditjavsen har været her før. Du var her halvvejs i går. Sådan er det ofte første gang en ny træder ind som Mudditjavsen. Nej, det var ikke en drøm, men tiden kan opleves anderledes.”
”Jeg forstår ikke helt hvad du siger?” Mumler du tøvende.
”Det forstår jeg, det er nyt for dig. Siger trolden med en rolig dyb stemme. ”Sæt dig ved bordet, samme med mig, så vil jeg prøve at svare på et par af dine spørgsmål?”
”Kan jeg byde dig på en kop blomme-the?” spørger Trolden, mens han stiller to krus og en stor rusten, dampende kedel på bordet.
”Ja tak” siger du tøvende, og føler ikke du bør sige nej tak.
”Jeg har kage i taske, kan jeg byde til theen?” Siger du og tager rygsækken af, mens du tænker at det måske kan opbløde stemningen.
”Kage!?” nærmest råber Trolden og smiler over hele hovedet. ”Hvis du vidste hvor længe siden det er, at jeg har fået kage. Og hvor meget jeg elsker kage!?” Et øjeblik ser det ud som han får fugtige øjne.
”Lad os sætte os, så skal jeg fortælle dig en historie, når vi har spist kage?” Siger Trolden mens han hælder skoldhed blomme-the op. Han sætter en kop foran dig, med den ene store behårede hånd. Mens han med den anden store behårede hånd tørre sine øjne og rundt om munden.
Du tager kagerne frem, og rækker en over mod Trolden.
Trolden tager meget hurtigt i mod kagen. Siger ”tak” og putter den direkte i munden. Smasker højt, og siger ”ahhh”. Han kikker meget intenst på den anden kage, mens han smiler over hele hovedet, og mest af alt ligner en kæmpe baby, der begejstret har opdaget sine tæer for første gang.
”Vil du have den anden kage?” spørger du, helt overvældet at den store skræmmende Trolds åbenlyse begejstring. Du smiler selv.
Trolden begynder at grine, meget højt og meget hjertelig. Tårerne triller ned i hans store skæg, mens hans mave hopper op og ned.
Du begynder også at grine, og kan først stoppe da du får ondt i maven, og næsten ikke kan trække vejret.
”Puha” siger trolden og holder sig på maven. ”Det er vist meget tydeligt, at jeg elsker kage og ikke kunne holde øjnene fra din kage?”
”Nej, slet ikke!?” Siger du og smiler bredt. ”Du må gerne få min kage, jeg har også en klap sammen med leverpostej i rygsækken.”
”Mener du det? Det var meget betænksom af dig! Dig kan jeg godt lide!” Siger Trolden med et stort varmt smil.
Trolden spiser den anden kage, langsomt mens han åbenlyst nyder hver lille bid.
Da Trolden har tygget af munden, fortæller han: ”Jeg kan ikke starte min fortælling fra begyndelsen af, men jeg kan tage udgangspunkt i kage?”
Trolden tager en dyb indånding, og starter med et koncentreret udtryk i ansigtet.
”Mange år tilbage, da jeg allerede havde haft opgaven som vogter af denne ”verdensalt-sluse”, i mange år.” Siger Trolden, men stopper op et øjeblik, og forsætter så:
”Opgaven som vogter er en opgave for livet, og vi trolde bliver meget gamle. Det kan være en ensom opgave. De fleste Trolde kan ikke lide støj og ofte fortrækker de at passe sig selv. Så opgaven er oplagt for trolde.”
”I mange år var jeg selv en brysk Trold. Med et temperament som tordenvejr. Jeg passede min opgave, en vogter skal passe sin opgave, så vi ser ikke mange andre eksistenser. En Trold kan kun være to steder ad gangen, og kun et sted fysisk. Det vil du forstå senere Mudditjavsen.”
”Trolde kan være lidt mærkelige?” Sagde Trolden, mens han nikker stille.
”Jeg tænker ikke de bliver mindre mærkelige, af at være alene gennem længere tid?” Forsatte Trolden eftertænksom.
”Det var tanker, som dem, jeg havde, da jeg mødte Mudditjavsen før dig, første gang. Han havde også kage i tasken!” Sagde Trolden med et stort smil.
”Vores første møde lignede meget vores møde. Jeg var nok noget mere sur dengang!” Sagde Trolden og lavede himmelvendte øjne.
”Jeg er blevet mildere med alderen?” Sagde Trolden og smilede skævt.
”Det synes jeg selv, i hvert tilfald! – Og jeg tror det har noget med kage at gøre?”
”Hvordan er jeg blevet en Mudditjavsen?” Spørger du, mens du forsigtigt drikker af blomme theen.
”Mudditjavsen er ikke noget du bliver, det er noget du er. Der vil altid være en Mudditjavsen, ligesom der altid vil være vogtere af Verdensalt sluserne.” Sagde Trolden med en bestemt mine.
”Du bliver født med Mudditjavsen, som noget iboende. Ofte går det i arv, og er i den samme familie i generationer.” Sagde Trolden og fastholdt dit blik med sine store venlige øjne.
”Der kan være flere Mudditjavsen på samme tid, det handler om fantasi og nysgerrighed. Nogle mennesker glemmer fantasien og nysgerrigheden når de bliver ældre. Når en Mudditjavsen glemmer han er Mudditjavsen, og ikke bruger fantasien og nysgerrigheden så meget mere, forsvinder der noget.” Sagde Trolden, mens han tom i blikket ser op i hulens loft.
Trolden forsætter: ”Hvis du helt glemmer du er Mudditjavsen, samtidig med fantasien, nysgerrigheden og Mudditjavsen ikke vækkes i dit barn, så er det Mudditjavsen kan vandre til en anden slægt. Springe generationer over eller ikke være i århundrede, men tiden er anderledes i Verdensaltet!” Sagde Trolden med et sigende blik.
”Omvendt, hvis du bevarer Mudditjavsen, fantasien og nysgerrigheden i dit sind, samtidig med den vækkes i dit barn, kan der være flere!” Sagde Trolden, og forsatte:
”Der er stadig noget Mudditjavsen i din far. Jeg husker tydeligt første gang han var her. Han brugte fordøren, og kom gående ind med nysgerrig ild i enden. Ikke snublende ind ad en lille bagdør?” Sagde Trolden med en høj latter.
Han forsatte med en venlig tone: ”Alle Mudditjavsen har selv skulle finde det at være Mudditjavsen, følge et nysgerrigt kald. Selv skulle finde indgangen til hulen. På deres helt egen måde, det er fantastisk når det sker og bedrift bringer stor glæde. Stor glæde hos flere, også jeg mærker hjertet svulme i brystet, hver gang!”
”Din vej ind i det, er lidt speciel, fornemmer jeg, kære Mudditjavsen?” Siger Trolden med en eftertænksom mine.
”Jeg tænker ikke det er tilfældigt, at du fandt hulen så hurtigt!” Fortæller trolden, og deler sin teori om Murmelmor har trukket i et par tråde. Måske hun følte Mudditjavsen havde været væk for længe. Eller der var brug for Mudditjavsen, på den anden side?
“Ser du, det er ikke bare virkelighed eller en drømmeverden, på den anden side af alle døre, er der en anden virkelighed og en anden tid!” Trolden rynker panden, og forsætter: ”Alt sammen er virkelig, virkelig og usynligt forbundet.” slutter trolden, med en dyb udånding og et langsomt blink med øjnene.
”Det er lidt meget at forstå for en dreng?” Siger Mudditjavsen.
”Det forstår jeg. Du vil forstå mere med tiden. Jeg tænker næste gang du kikker forbi, bør du besøge Murmelmor og finde flere svar?”
”Næste gang? – Murmelmor?” siger du stille. Mudditjavsen drikker langsomt sin blomme the, mens du lidt overvældet synker de mange indtryk.
”Hvis du bruger den store sten, der står længer tilbage i haven, kan du gå lige ind. Uden at skulle kravle.” Siger trolden med et stort smil.
”Du går blot lige ind i den, vær ikke nervøs for at slå hovedet. For dig er det som at gå gennem en åben dør. Men døren er kun åben for Mudditjavsen!”
”Mudditjavsen?” Siger du og tygger lidt på navnet. Mens du tænker på de sidste dages mange drømme eller oplevelser.
”Det er vist eventyr nok for i dag, jeg savner min mor og far.” Siger du, med et lille gab.
Trolden smiler, og siger: ”Tiden opleves på en anden måde heromkring. Når du er hjemme, vil du stadig være lidt træt, men der er ikke altid gået helt så meget tid, som du føler.”
Du siger: ”Tak for The”, og går hen mod det sted i hulen hvor katten forsvandt.
”Hvis du går mod væggen med Kukuret, vil du komme ud ved den store sten, og skal ikke kravle ud under stenen hvor du og katten kom ind!” Siger trolden, peger på væggen med det store Kukur, mens han smiler.
”Kom godt hjem kære Mudditjavsen, jeg er glad for at have mødt dig og glæder mig til at se dig igen.” Siger Trolden, og vinker med sin ene store hånd, mens han lægger den anden store hånd på væggen med Kukuret.
”Farvel.” siger du og tager din rygsæk på, går mod væggen og vinker forsigtigt.
Med et står du i haven, du er hjemme. Du går træt rundt om busken, forbi træet og står hvor du kan se den ene kat igen står og kradser i flagstangen. Katten kikker på dig, løber hen til dig, hvorefter den går op til huset. Du går efter.
Du stiller tasken ved din værelsesdør, tager et glas mælk i køleskabet og lægger dig på sofaen.